Det hele startede med en besked i gruppen:
“Glutenfri øl-aften hos mig på fredag? Jeg har ryddet terrassen og købt ind. Kun for de særligt tørstige – kh Liva.”
Liva havde fået idéen på en rejse til Berlin, hvor hun havde prøvet sin første glutenfri IPA. “Så god, at jeg troede de havde snydt,” havde hun sagt til Cecilie, da de mødtes til brunch ugen efter. Nu havde hun sat sig for at samle veninderne til en aften, hvor smag, latter og nysgerrighed fik frit spil – og hvor alle kunne være med, også de af pigerne, der plejede at sige “jeg kan ikke tåle øl.”
Udover Liva selv, bestod vennegruppen af Cecilie – musiknørd og næsten-laktoseintolerant, Signe – aktiv friluftsentusiast med cøliaki, Emma – livsnyder og lidt for glad for hjemmebrygget kombucha, og Nora – madglad sproglærer, der ikke selv undgik gluten, men altid var klar på noget nyt.
Fredag aften. Solen hang lavt, og terrassen duftede af jasmin og nygrillet aubergine. Liva havde dækket op med farverige dækkeservietter, levende lys i syltetøjsglas og små skåle med saltmandler, oliven og glutenfri chips. Midt på bordet stod aftenens hovedpersoner: en samling af 20 forskellige glutenfri øl – fra lyse pilsnere til mørke stouts og eksotiske saisons. Hver flaske havde fået en lille håndskrevet seddel med navn, bryggeri og smagsnoter.
“Såeh… hvad starter vi med?” spurgte Cecilie og hev sin mobil frem. “Jeg har lavet en pointtavle i Notion – vi må jo være seriøse!”
De begyndte med en frisk hvedeøl uden hvede – lavet på sorghum og appelsinskal fra et belgisk mikrobryggeri. “Smager som solskin i en flaske,” sagde Nora. Signe nikkede. “Og jeg kan drikke den uden at min mave går i krig. Win!”
Næste var en glutenfri pale ale fra Skotland – citrusagtig, tør og med en bitter finish. Emma rynkede på næsen. “Det er som at slikke en fyrretræskvist.” Cecilie grinede og skrev: ’Piney punch – not Emma’s fave’.
Som aftenen skred frem, blev stemningen varmere, latteren højere, og smagsnoterne mere poetiske. En amerikansk triple blev kaldt “engle i læderjakker,” og en lys IPA med passionsfrugt fik karakteren “tropisk fredag i et sommerhus fra 70’erne.” Hver gang de åbnede en ny øl, skålede de og forsøgte at matche den med en snack eller en anekdote.
Signe fortalte om sin første tid med cøliaki, hvordan hun savnede øl mest – især når hun sad med vennerne og følte sig “udenfor med sin danskvand.” “Men det her,” sagde hun og løftede en ravgylden amber ale, “det føles som en lille revanche.”
De nåede halvvejs gennem sortimentet, og Liva dukkede op med en overraskelse: hjemmelavede minipizzaer på glutenfri bund – nogle med gedeost og rosmarin, andre med svampe og trøffelolie. “Der skal jo være noget til at absorbere al den… forskning,” sagde hun med et glimt i øjet.
Emma havde taget sin harmonika med – “bare i tilfælde af stemning” – og før nogen havde nået at stoppe hende, spillede hun en rustik version af “You’re So Vain”, mens de andre sang med i kor. En nabo klappede på afstand. Måske ironisk, måske ikke. Det gjorde ingen forskel.
Da mørket faldt på, og terrassevarmeren blev tændt, satte de sig tættere sammen under tæpper. De smagte på en stout med noter af kaffe og kakao – “dessertøl!” sagde Cecilie begejstret – og en fransk saison, der smagte af peber og hø. “Altså hvis en landmand var en parfume,” sagde Nora, “sådan ville den smage.”
De endte med at kåre tre favoritter:
- En dansk glutenfri pilsner med malt, balance og let bitterhed – “fordi den føles som fredag.”
- En belgisk dubbel med dybde, sveske og krydderi – “fordi den overrasker dig, som en ven du troede, du kendte.”
- Og en frisk IPA fra England – “fordi den smager af noget, man vil huske næste gang man står og overvejer, hvad man skal tage med til en fest.”
Klokken nærmede sig midnat, og flaskerne stod i små grupper som efterladte statister. “Vi burde gøre det her hvert år,” sagde Liva og samlede tomme flasker sammen. Signe rejste sig, fandt sin taske og trak fem flasker op. “Jeg har gemt fem, så vi har noget at glæde os til næste gang.”
Der var noget særligt over aftenen – ikke kun fordi det var glutenfrit, ikke kun på grund af øllet. Men fordi de, midt i hverdagens travlhed, havde sat tid af til at være sammen, til at lytte, grine, smage og dele. Det var ikke bare en ølsmagning. Det var en fejring af venskab, liv og valget om at finde glæden – også der, hvor noget tidligere manglede.
Og de vidste alle sammen, da de sagde godnat og krammede hinanden farvel under stjernerne, at det ikke var sidste gang.
Seneste kommentarer